Vedtægter for Historisk Forening
1. Navn og hjemsted
Foreningens navn er Hornbækegnen, Historisk forening. Dens hjemsted er Hornbæk.
2. Formål
Foreningens formål er at samle interesserede om egnens fortid og at udbrede kendskabet til og forståelsen for kulturhistorien og de kulturhistoriske værdier i Hornbækegnen, som i denne sammenhæng tænkes omfattende nuværende Hornbæk kirkesogn.
Foreningen virker som støttekreds for Hornbækegnens historiske arkiv og udpeger medlemmer til dettes styrelse samt arbejder for at skaffe økonomisk grundlag for arkivets virke.
Udover at etablere studiegrupper omkring lokal- og slægtshistorisk forskning med grundlag i arkivmateriale o.a. kan foreningen foranstalte udstillinger, udflugter, foredrag og udgivelser om historiske emner.
Endelig har foreningen som formål at støtte bestræbelser for at bevare historisk/æstetiske værdier i bybillede og omgivelser.
3. Medlemmer
Som medlemmer kan optages alle interesserede. Foreninger, institutioner og virksomheder kan optages med rettigheder svarende til et medlemskab. Medlemmer betaler et årligt kontingent, der fastsættes af generalforsamlingen.
4. Generalforsamling
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af maj måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved annoncering i de lokale blade eller ved skriftlig henvendelse til medlemmerne.
5. Dagsorden og afstemninger
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Årsberetning
- Årsregnskab
- Fastsættelse af årligt kontingent
- Arkivets virksomhed
- Valg
- Indkomne forslag
- Eventuelt
Forslag til pkt. 7. skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen. Generalforsamlingsbeslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
6. Bestyrelsen
Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer valgt for 2 år, hvor 2 og 3 medlemmer årligt er på valg. Desuden vælges 2 suppleanter.
Efter valget fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden og fører protokol over møderne. Bestyrelsen udpeger 3 medlemmer til Hornbækegnens Arkivs styrelse.
7. årsregnskab
Foreningens regnskab følger kalenderåret.
8. Revision
Årsregnskabet revideres af 2 på generalforsamlingen valgte revisorer.
9. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes når bestyrelsens flertal ønsker det eller en tredjedel af medlemmerne fremsætter motiveret, skriftlig begæring herom. Herefter afholdes ekstraordinær generalforsamling inden en måned efter at begæring herom er fremsat.
10. Vedtægtsændringer og opløsning
Ændringer i vedtægterne kan ske med simpelt stemmeflertal på en generalforsamling, hvor forslaget har været på dagordenen.
Ved opløsning overføres eventuel formue til Hornbækegnens Arkiv og/eller andet lokalhistorisk arbejde efter den ekstraordinære generalforsamlings afgørelse.