Arkivets formål er at arkivere nutiden for eftertiden, så de næste generationer kan få noget at vide om det gamle Hornbæk. Arkivet rummer i dag flere tusind fotografier, billeder og artikler.
Klare regler
Arkivet skal følge klare regler for arkivering, som er udarbejdet af SLA, Sammenslutningen af lokalarkiver.
Når vi f.eks. modtager gamle postkort, der fortæller om byens historie, er det første vi gør at udfylde en blanket med oplysninger om emnet, anslået alder på det givne, hvornår vi har modtaget det, og navn og adresse på giveren. Giveren får en kopi som kvittering på det, arkivet har modtaget.
Nu skal postkortene arkiveres. Kortene bliver studeret nøje og får tildelt et SLA-nr. for hvert emne, der er på kortet. Et postkort fra havnen kan f.eks. rumme fartøjer, havneliv, køretøjer, f.eks. en varevogn, forsvundne lokaliteter, nedrevne bygninger, klædedragt, turister, besættelsen etc. Kopier af postkortene bliver arkiveret under de forskellige emner. Hvert emne har et arkivblad med kopi af postkortet samt en beskrivelse af motivet. Bladene bliver arkiveret i alfabetisk orden i ringbind. Arkivet har 12 ringbind med adresser, og 43 ringbind med emner. Der er ca. 200 emner. Når alt er beskrevet, bliver postkortene arkiveret i brandsikre stålskabe.
Hvad bliver arkiveret
Artikler fra dagspressen, som har relation til Hornbæk, arkiveres. Det kan være alt lige fra en kendt persons fødselsdag, en skuespiller, som ferierer i byen, en reportage fra Kystvej, verdensmesterskaberne i dragesejlads til en ny butik i byen. Fremgangsmåden for arkivering af artikler er stort set den samme som for postkort, fotografier og billeder, og de opbevares i kasser i de brandsikre skabe.
Oplysninger om huse og bygninger arkiveres også i et vist omfang. Det kan være oplysninger om huse fra den gamle bydel, Vestre Stejlbakke, Ewaldsvej, Per Bjørnsvej, osv. Men der arkiveres også en del om huse på sommerhusvejene.
Der arkiveres malerier med oplysning om giver og kunstner, og vi arkiverer bøger, land- og bykort, samt plakater, som er af interesse. Arkivet har bånd indtalt af gamle hornbækkere, og vi har scrapbøger tilbage fra 1938.
Vi svarer på dit spørgsmål
Ofte får arkivet i åbningstiden besøg af personer, som stiller spørgsmål om f.eks. hovedgaden, pensionater, tidligere butikker osv. Vi får heldigvis utallige spørgsmål, og kan svare på det hele, næsten da!
Arkivet modtager ikke selv større genstande fra lokalområdet, men vi kan levere dem gerne videre til museet på Flynderupgård, der er kommunens arkiv for genstande. Ellers henviser arkivet til, at man selv kontakter Flynderupgård for at høre, om museet er interesseret.